Brillens historie

Det, som vi tager for givet i dag og finder næsten naturligt, har en historie på mere end 700 år: Når øjnene blev svagere, og synet forsvandt, var det i gamle dage helt normalt, at folk måtte affinde sig med dette og indordne sig under det på bedste vis. Dette vandt dog ikke gehør overalt. Således beklagede den berømte romerske retoriker Cicero sig over, hvilken belastning det var, at hans slaver måtte læse tekster højt for ham. Også den berygtede Kejser Nero benyttede smaragder, så han bedre kunne se gladiatorkampene i Colosseum og vognvæddeløbene i Circus Maximus.

Hverken antikke finkulturer som mayaerne, egypterne eller kineserne fandt en løsning på problemet. Den græske matematiker og fysiker Archimedes (287-212 f.Kr.) blev en kilde til inspiration med opfindelsen af spejle, der kunne fange solens stråler og – ifølge legenden – afbrændte en stor del af romernes skibe under den tre år lange belejring af Syrakus.

Gaius Plinius (23-79 e.Kr.) derimod fastholdt i en af sine utallige skrifter den forstørrende virkning af en vandfyldt glaskugle, dog uden af forfølge denne viden eller anvende den i praksis. Det første skridt i den rigtige retning tog den græske filosof Ptolemæus (omkring 150 e.Kr.), da han i et værk om optik behandlede virkningen af lysets brydning i jordens atmosfære. Alligevel skulle der gå yderligere 1000 år, før teorien om lysbrydning blev nævnt igen af den arabiske matematiker og astronom Alhazen, også kendt som Ibn al-Haitam, i bogen ”Opticae Thesaurus”, hvor han udviklede og videreførte teorien om lysbrydning og refraktion.

I sit værk, som ydermere beretter om synets lærdom og refleksion, tilskyndede han som den første, at understøtte øjet ved hjælp af en sleben, optisk linse, før Snells lov (1581-1626) ca. 500 år senere beskrev teorien om lysbrydning, der blev publiceret i et fembindsværk om optik.

Den første banebrydende succes på området tilskrives dog italienske munke allerede i det 13. århundrede. Disse fremstillede den første slebne linse, som hovedsageligt tjente som forstørrelsesglas. Til dette formål brugte de bjergkrystallen beryl, før franciskanermunken fra Oxford Roger Bacon i år 1267 leverede det akademiske bevis på, at små, utydelige bogstaver kunne forstørres ved hjælp af denne specielle slibning af glasset.

//www.instagram.com/p/CDJMKkmhKRk/

Brillens fødested er derfor også logisk set placeret i Italien. Mere specifikt i det verdensberømte venetianske glasværk i Murano. Men mere af logistiske grunde end af videnskabelige grunde. I det 13. århundrede var dette glasværk nemlig som det eneste i stand til at fremstille det hvide glas, som var absolut nødvendigt for produktionsprocessen. Kort tid senere blev de første regler derfor også fastlagte, så man kunne kvalitetssikre fremstillingsprocessen.

De første læsehjælpemidler eller briller, hvis navn stammer fra bjergkrystallen beryl, havde en konveks linse, som italienerne indrammede med jern, horn eller træ. Brillens holder var for det meste enkel og skulle blot stabilisere de første briller, som udelukkende var designet til at give langsynede muligheden for at fortsætte med at nyde det skrevne ord.

Med spredningen af Snells lov begyndte de fremstillede briller ganske langsomt at ligne de brillemodeller, som vi kender i dag. De indtil da benyttede klemmebriller måtte i stigende grad vige for stangbriller. Især blandt det bedre borgerskab og adelige var de nye stel, som kun bestod af ét stykke, meget populære, da disse var lavet af bronze eller jern og således tydeligt differentierede deres bærere fra de nedre lag af befolkningen.

I Spanien begyndte store modeller tidligt at dominere det offentlige liv og kunne endda ses som et slags statussymbol. For første gang spillede overvejelser om bærekomfort en rolle, så en næsebro lavet af læder ikke længere var en sjældenhed. Alligevel forblev fikseringen af brillestellet et af datidens største problemer. Dette fandt man først en løsning på med introduktionen af den såkaldte Nürnberger Drahtbrille i det 18. århundrede. Hidtil gled brillestellet enten af næsen eller blev fastgjort så hårdt, at bæreren var generet af dette.

Ved udgangen af det 18. århundrede blev briller med ét glas, bedre kendt som en monokel, stadig mere og mere populære. Specielt det bedre borgerskab i Tyskland og England var glade for monoklen, hvorimod franskmændene foretrak en ”saksebrille”. Denne brille med ét glas blev dog ikke båret af selve næsen, den blev holdt fast af musklerne omkring øjet. Det havde den fordel, at man let kunne få den til at forsvinde, så man ikke viste nogen antydning af svaghed, når man færdedes i de aristokratiske kredse i og omkring Paris.

Vore dages briller kan takke den videre udvikling i 1920erne for sit udseende. Mangfoldigheden af former, farver og materialer har næsten ingen begrænsning i dag. Især i det nye årtusinde har brillen udviklet sig fra at være et nødvendigt onde til at være et af de vigtigste modetilbehør i verden. I vores sortiment finder du alle de brilletyper, som optikbranchen har produceret i årenes løb. Du skal altså være velkommen til at scrolle igennem brillens historie 🙂